Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Skolens visioner

Søndre Skole

Her går faglighed, udvikling og trivsel hånd i hånd

Søndre Skole er en tosporet skole med SFO og klub. Vi vægter fællesskabet og kendskabet til hinanden højt. Selvom vi er knap 500 børn og voksne, har vi et ”tæt” skolemiljø, hvor de fleste voksne og børn kender hinanden. Vi har venskabsklasser, hvor store og små elever er sammen i både faglige og sociale sammenhænge.

Hos os er gode traditioner værd at bevare. Derfor holder vi fast i tilbagevendende begivenheder i løbet af året, som er velkendte for elever, forældre og personale, og som er med til at understøtte en ”vi-følelse” og et stort fællesskab.

På Søndre Skole er vi udviklingsorienterede og har fokus på kvaliteten af elevernes hverdag og på fortsat udvikling af god undervisning.

Vi har høje forventninger til elever, forældre og personale. Vi forventer engagement, samarbejde og en anerkendende omgangsform og -tone, hvor alle udviser respekt for hinandens forskelligheder.

Trivsel er et fælles ansvar.

 

Det betyder, at
Søndre Skole er et sted, hvor elever hver dag bliver udfordret og derved får de bedste betingelser for at tilegne sig faglige, sociale og personlige kompetencer.

Vi arbejder målrettet didaktisk og pædagogisk med at skabe inkluderende fællesskaber og derved deltagelsesmuligheder for alle elever.

Vores dialog og samvær er præget af anerkendelse, respekt og hjælpsomhed.

Der er et tæt samarbejde mellem skole og hjem, hvor vi sammen skaber trygge rammer for eleverne i alle faser af skolelivet.

 

I skolehverdagen kan det ses ved at
Undervisningen er kendetegnet ved en varieret skoledag, hvor eleverne møder høj faglighed i de enkelte fag og i tværfaglige emner, hvor der er mulighed for fordybelse, kreativitet og samarbejde på tværs af klasser og alderstrin.

Vi arbejder forebyggende med klassetrivsel på alle klassetrin og har mange trivselsskabende aktiviteter i både SFO og klub.

Eleverne oplever medbestemmelse i hverdagen og i elevrådet, hvor de er med til at præge skolens liv og indhold.

I brobygningen mellem børnehaver og skole/SFO er det vigtigt for os at skabe den bedst mulige overgang for børn og forældre, hvorfor vi har mange aktiviteter og besøgsdage inden 1. april, så børnene bliver forberedt til en god skolestart.

 

God trivsel og høj faglighed skal føre til, at alle kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Eleverne forlader skolen som livsduelige, ansvarlige og demokratiske medborgere med interesse for fortsat læring.

Som elev skal man tænke tilbage på sin skoletid på Søndre Skole som en tid, hvor man både flyttede sig fagligt og socialt, hvor man knyttede gode venskaber – og hvor man følte sig værdsat og som en vigtig del af fællesskabet.